Byggepladsen

Smedning i forbindelse med Gokstadskibet (GS) og Ladbyskibet (LS) fra medio 2009 t. o. m. 2011.

smede2010-0842Smedearbejdet generelt:

Den første information om smedearbejde blev vel givet for vi smede ved et møde på Kerteminde Skole, 2009, hvor Hanus betroede mig noget af det han vidste om smedearbejde.

Omkring klinknagler forstod vi meget lidt, men vi modtog et sæt skitser af vikingeværktøj, som fik stor betydning for vor andel i bygning af GS og som nu kan benyttes videre i LS.

Heldigvis var der folk tilstede ved mødet, som samlede op på oplysninger om træarbejdet, og ved kontakt med disse fandt vi senere ud af, hvordan man gjorde.

Jeg begyndte desværre at eksperimentere hjemme i mit eget lille værksted på at finde en simpel teknik til at samle borde på, - og pudsigt nok blev den netop, som ”træfolkene” ønskede, men den var kun interessedrevet og egentlig unødvendig.

Sådan blev det med mange ting, økser, nauer bor, stemmejern og høvle.

Rigtig mange detaljer er blevet drøftet jern- og træ-folk imellem og har ud over en gemytligt og seriøs dialog skabt en god ide om værktøj til bygning af vikingeskibe. Vi lærte at klare os med få værktøjer og på den bare mark i al slags vejr og vi lærte at nyde det i ubeskeden grad.

smede2010 0062Eftersom vi ikke var etableret med esse på marken ved Ladby, begyndte vi at hjælpe til med starten i en gruppe af ældre aktive mænd, som Ældresagen havde etableret på ”Sortekilde” i Kerteminde.

Kurt Søegaard skaffede en motordrevet esse med smedeværktøj fra Ferritsvare Jernvarefabrik, som blev renoveret på Sortekilde og GEA Mullerup samt Kverneland hjalp os med stålaffald til en begyndelse af projektet.

Hertil kommer en vigtig beslutning i Ladby Skibslaug om at sende 17 interesserede medlemmer på smedekursus for naglesmede i Kolding. Heraf blev der foreløbig tilstrækkelig mandskab til at smede naglerne til Gokstadskibet selv om ca. 60 procent måtte kasseres. Jovist, smedning af nagler er også svært!

Under smedekurset brugte vi trækul og det gik fint til naglerne, men til esse-svejsning kneb det med at nå tilstrækkelig temperatur og med tålmodigheden, hvorfor vi indkøbte smedekul, der indeholder ca. 5 gange så megen en energi og det løste problemerne. Vi anvender dog stadigvæk trækul i en esse, som er bygget på Sortekilde efter islandsk model og som drives med håndkraft.

Det gælder også for jernfolkene, at de mest aktive har en fortid indenfor smedearbejde med esse, hånd- og forhammer ved et lærlingeforhold bag sig for mere end 50 år siden. En af drivkræfterne ved smedearbejdet på byggepladsen er da også dette, at genopleve en svunden tid, som man selv var en del af.

Økser:

Eftersom hovedredskabet i bygning af et vikingeskib er økser smedede vi de første 5 biller på Sortekilde efter skitser fra Vikingemuseet i Roskilde.

Vi besluttede at smede de første i eet stykke og udelukkende benytte esse, hamre, dorne og ambolt. Stålet vi brugte til de første 3 var ”fjederstål” 10 x 40 mm (DIN betegnelse: 55Si7).

smede2010-PoulKingosfoersteEftersom skæret skulle være ca. 170 mm langt og hovedet skulle rumme et skaft måtte vi stukke (smede på det, så det bliver tykkere)  det tynde stål i begge ender. Efter nogle forsøg lykkedes det, og den første økse blev grovslebet , oliehærdet og givet til Lennart. Lennart kom tilbage med ønske om at rette forskellige vinkler, så de passede ham, vi hærdede billen igen og overlod til Lennart at slibe billen færdig, - en disciplin, som rigtige træfolk ikke overlader til tilfældige smede! Sådan smedede vi i alt 3 økser efter samme fremgangsmåde.

Da der kom gang i essen på marken i Ladby fortsatte vi smedning af biller der dels af en ny materialedimension 25x70 borstål fra Kverneland men ellers efter samme principper som på Sortekilde.

En af billerne blev smedet af en US statsborger, Beth Holmberg, som fulgte os gennem efterår, vinter og forår i al slags vejr. Hun underviste i smedning i San Diego, Ca. og havde et enestående talent for dette. Øksen blev da også døbt ”Bethaxe” og skaftet af Lennart (se fotos). Beth cyklede fra Odense til Ladby hver onsdag i al slags vejr.

Vi smedede også en bille, hvor vi anvendte hærdebart stål til skæret (10x40, 55 Si7) og blødt stål (St. 37) til den del der går omkring skæftet. De to dele svejste vi sammen i ilden med sand fra Kerteminde strand for at undgå, at jernet forbrænder. Det lykkedes, selv om svejsningen ikke blev så pæn, som vi ønskede den, men vi tog øjeblikket højtideligt, da det formentlig var første gang efter en pause på ca. 1000 år der igen blev svejst en bille på Ladbymarken.

De seneste biler, ca. 4 stk., er fremstillet af nedslidte plovskær og blødt stål bukket omkring skæftet. Hertil har vi elektrosvejst en smule. Disse økser har fået mange roser fra træfolkene!

Netop som vi søsætter Gokstadskibet smedes der på almindelige økser efter skitserne fra Vikingemuseet i Roskilde.

Stemmejern:

Disse blev fremstillet i forskellige længder og efterhånden, som dialogen med træfolkene udvikledes kom skæræggen til at ligge i symmetrilinien (i øvrigt til stor forundring for vi smede)

Stemmejern blev fremstillet i fjederstål 10x40 mm (55Si7). Nogle af dem blev forsynet med lange skæfter, så de kunne bruges til at hugge trætråde over i skillelinien under kløvning af træstammer.

Høvljern:

Arne, Lennart og Kaare havde deres ideer omkring udformning af disse og det tog nogen tid før vi alle brugte ordet ”godt” og gik til at prøve udformningen.

Smedenes opfattelse var, at høvlene skulle være bredere, end de endte med at blive, men der kom rigtig velfungerende høvle ud af anstrengelserne.

Høvlene monterede træfolkene i et træhåndtag og udformede spånudløbet, så værktøjet funktionerede.

Høvlene blev fremstillet i fjederstål 10x40 mm (55Si7).

Spånknive:

Disse var kendt blandt smedene, da det er et værktøj, som smede også brugte for 50 år siden.

Spånknive blev fremstillet i fjederstål 10x40 mm (55Si7).

Bor:

ladbyskibslaug-smede-41981Det startede med, at vi skulle lave nogle ”nauerjern” eller skebor til ø16 og 18 mm. i diameter.  Disse havde jeg set, som dreng i 1940’erne og det gik ganske let med at udforme disse også fordi der tilflød os adskillige eksemplarer fra kolleger på arbejdspladsen, som kendte til den slags hånddrevne værktøjer. Den store opgave indtraf, da vi skulle lave det bor, som man starter et hul med og som skulle være ø6,5 – 7 mm i diameter, så det også passede til til klinknaglerne i bordene. Boret skulle drives af en bue (som en flitsbue) med buetråden viklet omkring en træaksel, som havde boret fæstnet i den ene ende og blev støttet i den anden ende af en træklods med påført smørelse (jeg foreslog Hanus færøsk hvalolie, men tænkte ellers på en dansk dræbersnegl). Fra starten lavede vi skæret for langt for at lave plads til spånerne og erfarede, at det blev svagt, for tungt at trække og ellers knækkede let. En afkortning af skæret i længderetningen hjalp, men så måtte man rense spåner ud 4 gange ved gennemboring af 2x25 mm borde. Fint, tænkte vi, det er så løsningen, og herved blev det, da Hanus efter samråd senere i frihånd skitsere, hvordan han kendte det ”første bor”. Her var et rigtig godt eksempel på genopdagelse af teknik den praktiske vej. Strengen i buen skal være meget længdestiv, bøjelig og slidstærk, og vi gættede på, at vikingerne havde kendt til ”kattetarme”, som man engang benævnte de tykke strenge på en violin. Eftersom vi ikke kendte til nogen kat, der ville sponsorere sin tarm, og prisen på nettet for en ”kattetarm” er skyhøj, besluttede vi at anvende strengene i en 40  år gammel tennisketcher og det går foreløbig udmærket.

Klinknagler:

Dette store emne omfattede den spidse nagle og klinkpladen, som sammen kan presse bordene mod hinanden. Der blev lavet forsøg både på Sortekilde og på byggepladsen. Eftersom vi skulle anvende boremaskiner til at fremstille værktøjet, besluttede vi at lave de første værktøjer der, men efter smedekurset købte Ladby Skibslaug en del værktøjer, som havde været anvendt i undervisningen, - og så var vi kørende, hvad Gokstadskibet angår. Vi skulle bruge ca. 250 stk. klinknagler, Der blev smedet ca. 750 stk. men 2/3 deal af disse måtte kasseres til skibet på grund af skader under smedningen. De kasserede nagler kunne dog bruges til andre opgaver på byggepladsen.

ladbyskibslaug-smede-43858Klinknaglerne er fremstillet af ø8 dia. rundstål i St. 37. Dette materiale er en almindelig handelsvare og det blødeste vi umiddelbart kunne skaffe. Ulemperne var, at det var besværligt at nitte, men det valgte træfolkene at leve med.

Vi ville gerne have haft den type jern, som man i Europa benævner ”renjern”, ”reineissen” eller ”pure iron”. Beth fortalte os, at det kunne man købe i Tyskland og at det var hvinende dyrt.

Ved søsætning af Gokstadskibet har vi indkøbt ”renjern”. Det indeholder mindre end 0,035 procent kulstof og er som sådan meget blødt og sejt (nem at nitte og knækker ikke så let).

Heraf har vi hertil smedet kølnaglerne til det store Ladbyskib, og det er gået godt. Klinknaglerne til bordene er foreløbig fremstillet i ca. 20 stk. Den store smedeopgave i nærmeste fremtid består i at smede i et team af 3 smede, hvor den ene styrer essen og holder de to andre travle med smedningen. Værktøjet hertil er forberedt. (ingen gode foto hos mig, men på ydervæggen til smediener der et komplet sæt af klinknagler til Ladbyskibets border).

Anker:

Anker til Gokstadskibet blev smedet i ca. 1/3 størrelse af Ladbyskibets. Det blev dannet af to stykker firkantstål 25x25 mm, (St.37), et stykke til den buede del med spader i begge ender og et stykke til opstanderen.

Først blev det buede stykke stukket (smedet tykkere) i begge ender, så der blev materiale nok til at smede spaderne. Herefter blev det buede stykke stukket i midten, da Ladbyskibets anker er tykkere her. Der blev hugget et hul midt i det buede stykke passende til opstanderen, som blev tilpasset hullet. Da vi havde erfaring for, at St.37 er vanskelig at svejse i ilden, og vi havde planer om, at esse-svejse de to emner sammen steg spændingen og irritationstærsklen sænkedes eftersom temperaturen steg på stålet. Da de hvidglødende stålstykker var banket sammen kunne vi erfare, at svejsningen var lykkedes (Elvis Presleys: ”It is now or never..” må have virket og de nordiske guder må have været nærværende). Nogle af smedene lovede hinanden, at de ikke ville esse-svejse det 3 gange større Ladby skibsanker. Risikoen for at svejsningen svigter er større ved et større emne, og der udtænkes nu andre metoder med vikingernes teknik.

Ved Gokstadskibets søsætning er der også smedet 7 stk. kædeled til dette ud af ovenomtalte renjern til klinknaglerne. Disse har været den rene fornøjelse at svejse i ilden, da jernet faktisk klistrer sammen ved 1400 – 1500 grader C.

ladbyskibslaug-smede-44177Hængsler og låsetøj til låger i bygningerne:

Eftersom der er bygget smedie og læskure med nedlukkeligt udhæng blev der behov for hængsler. Opgaven startede, da tre smede ankom til byggepladsen i efteråret og opdagede, at der var købt nogle galvaniserede hængsler. Det krænkede smedenes forfængelighed, og der blev straks enighed om at smede nogle sorte hængsler og lukketøjer med splitender i middelalderstil. Kaj var smedemester for denne opgave, som pyntede svært på de ellers smarte bygninger.

Bouline

Boline

Forstag

Forstag

Go to top