ladbydr1

Poul Kingo Pedersen

Hvorfor gjorde vi det? Nu ligger der jo blot en kultiveret kedelig mark tilbage, der hvor byggepladsen var. Jovist, der har været en kulturhistorie på marken til højre umiddelbart før man ankommer til Vikingemuseet i Ladby. Det er vel med byggepladsen, som med så meget andet, at en ide opstår, nogen iværksætter ideen og efter nogen tid falder aktiviteterne, naturen eller andre drifter overtager magten på åstedet og fører det tilbage til det det var for år tilbage.

Der bliver dog næppe noget for fremtidige arkæologer at grave efter på byggepladsen efter at skibsbyggerne har ryddet pladsen. Ladbydragen forgår vel også efter nogle år, men historien om rekonstruktionen vil bestå så længe der findes bevidste individer på dette sted.

For tiden står de stakkels skibsbyggere måbende tilbage, rækker hænderne mod himlen og håber på, at der dog bliver bygge- og turistparkerings- plads igen på stedet, når de stridende jordbesiddere og myndigheder indser potentialet for Kerteminde omkring gravsætningen.

Seværdigheden vil falde brat nu, da aktiviteten falder på stedet og vi ikke er klar til at modtage turisterne, da dem der kendte til byggekulturen er uddøde. Hjælp!!!

Mange har vel tænkt tanken om en rekonstruktion af Ladbyskibet tidligere. Den første jeg husker var Lundsgårds skovfoged Geleff, som på en skovtur fortalte om opstemning af træer, så de voksede rettere end, de voksede vildt og det blev vel derfor, at Lundsgård kunne levere træ til rekonstruktionen. Nogen har haft tanken om rekonstruktion af Ladbyskibet inden vort projekt begyndte.

Vibeke Bischoff fra Roskilde Vikingemuseum havde rekonstrueret og bygget en model af skibet efter naglernes placering i gravtomten og skibet var vel egentlig prøvesejlet i en tidligere version i fuld skala, dog ikke udført med det samme kontrollerende og nidkære opsyn, som Ladbydragen blev.

På et meget velbesøgt møde i Kerteminde Skole’s festsal, hvor man drøftede rekonstruktion af Ladbyskibet, blev interessen vagt hos mig efter en kort sondering af mulighederne ved museumsinspektør Bodil Holm Sørensen, der lagde stor vægt på, at skibet skulle bygges som det var og med de værktøjer, som vikingerne benyttede og ikke blot med forhånden værende save og høvle.

Jeg spurgte forsigtigt om, hvor projektet egentlig skulle starte, da vi jo kunne begynde med at grave efter myremalm og svie trækul til at varme jernet med

Det ville der komme en ordning på, og det kom der. Herefter blev trangfølgen for aktiviteter: Værktøj, udvalg af egetræer til formålet, fældning, og transport til byggepladsen.  

Deltagerne var begejstrede for at komme i gang og vi startede med Hanus, som byggevejleder for Gokstadjollen. Hanus dikterede til vi smede, hvad han ville have af forskelligt værktøj efter tegninger af rekonstruerede værktøjer. Det fine resultat vi nåede med Gokstadjollen var vel også en kraftig motivering for Augustinus Fonden ved den følgende økonomiske støtte til projektet på kr 4,8 mio.

Ladby Skibslaug blev stiftet, og smedene blev sendt på kursus for at lære noget af det de manglede og så gik det i fuld fart på den åbne Ladbymark med at smede nagler og i smedjen på daværende Sortekilde med at smede økser, kiler og høvle. Huj – hvor det gik! – og i al slags vejr på den rå mark.

Naglesmedningen blev indledt med en kassationsprocent på ca. 60, men det var helt fint. Nu var der mulighed for forbedring, og det gjorde vi så!

Et rigtig fint team blev skabt af tidligere skibsbyggere, smede og folk, der ikke vidste, at de havde talentet i sig. Med fondspengene blev der til leje af en 42 fods container til kantine, Hanus fik en kontor-container og en værktøjs-container. Nu havde vi grundlaget for at komme videre.

Der opstod dog nogen uenighed i starten mellem nogle af aktørerne på stedet, men det udjævnede sig med tiden til et fornuftigt samarbejde uden at økserne blev brugt til andet end at hugge i træ.

Alle mulige kategorier af folk var forsamlet på byggepladsen, nogle for at prøve talenterne eller opdage, hvad der lå i generne. En lille kerne på ca. 25 aktive skibsbyggere holdt vel sammen til den glade søsætning, men mere end 75 forskellige folk har vel passeret igennem arbejde på marken gennem byggetiden i kortere eller længere perioder.

I kaffepausen blomstrede humoren og historierne da også blandt skibsbyggerne. I perioden kunne man sidde til bords endda med en revisor eller en overlæge uden at skulle betale for det! Festligt. Det affødte da også én kommentar til museumsdirektør Erland Porsmose engang ved hans besøg, hvor jeg priste det fornøjelige samvær, - som var helt gratis. Museet afholdt sig dog fra at opkræve gebyr for videre deltagelse.

Smedene havde fået eget værksted med fri udsigt til byggepladsen og kunne nu udfolde sig med smedning af kiler, økser, høvle, nagler, roer, anker med kæde, pynt til dragehoved og hale samt udstyr til rigningen.smedje

Hertil kunne der tilføjes en lystig sang, der kom helt af sig selv indefra, når essen blev tændt og jernet var gloende.

Tilsvarende havde skibsbyggerne også fået et langt skur med et sindrigt lågesystem, der gjorde det muligt at skabe tørvejr og læ for alle vejrforhold. Bedrifterne udi vikingekunst med træ blev en enestående oplevelse at vogte, som tilskuer fra smedjen. Tænk egetræudvalgt i form, så det passede til skibets formblev hugget til, så det passede nogenlunde, og, hvis det ikke passede i krumningen, blev egetræet lagt i vandbad for senere at blive ristet over et langt bål og vredet, så det passede. Det lignede tortur af egetræ, når det vredne træ var fæstet til skib og jord med klemmer, reb og nagler. Smedene fik stor respekt for træfolkenes talenter såvel i kunstnerisk udfoldelse, som i tålmodighed og selvkontrol, når det træ man uggede i, ikke kunne bruges. Smedene er ikke så pæne folk og de begiver sig hellere ud i slagsmål, forbandelser og kritiske udtalelser når noget ikke lykkes.

Jovist, talenterne var forskellige, og da Hanus rejste blev han afløst af Rasmus. Begge havde stor erfaring med bygning af vikingeskibe og de passede rigtig godt til den samling af træfolk og smede, der nu var på byggepladsen. Mangen ihærdig indsats blev ofte kasseret af de to formidable rådgivere. Hanus, noget efter moralen, - hvis du ikke laver det, som jeg vil have det, laver jeg det selv og Rasmus mere den, der forklarede, det han ville have, men så også virkelig forlangte, at det blev derefter. Begge var fine folk, der kunne deres håndværk og havde den nødvendige plads for humor.

De frivillige arbejdsfolk kom ofte langvejs fra på Fyn, men også så langt, som Risskov (Dina).

To gange havde vi ugelange besøg af Beth Holmberg og Sara fra San Diego, USA. Beth var talentfuld smed og lavede flere ting til skibene. Jovist, IVALDIS SMEDIE, som den blev benævnt, og byggepladsen var egentlig ved at blive et samlingssted for målrettede besøgende og museumsgæster, der ville have en ekstra oplevelse med skibsbyggerne, når de nu var der alligevel. Hertil kom de mange skolebørn, der ivrigt spurgte og nogle gange tog del i aktiviteterne.

Endog HM Dronning Margrethe II besøgte byggepladsen, da skibet var halv færdigt. Det blev en stor oplevelse også for smedene, der fik majestætens levende interesse og opmærksomhed i hele 6 minutter.      dronningen                                                                 

Delene i Ladbydragen betragter jeg, som bedrifter, fordi der fulgte ofte store udfordringer med til at løse opgaverne, når man svor til kun at bruge kile, økse, stemmejern, høvl, forhammer, kølle, ambolt og esseild.

Kølen, bordene, bundstokkene, knæ, kølsvinet, roret, nåle til stag, rå, mast, sejl, tovværk og klapper til årehullerne blev de rene kunstværker. Det samme gjaldt for smedearbejdet med ca. 2300 klinknagler, to ankre og ankerkæde. Hertil skal tilføjes et værktøj, som var ret vanskelig at smede. Det var ske-boret til naglehullerne, som kun krævede få præcise slag i det tynde hærdbare stål for at blive rigtigt. Mindst 10 stk. måtte kasseres inden stålet var fordelt rigtigt og der ikke var revner i skæret. Skeboret blev drevet af en bue, men blev kun fremstillet for at prøve udfordringen. Da vi havde løst problemerne brugte vi en el-boremaskine til at bore de mange huller i skibet. Vi havde jo ingen trælle til at gøre arbejdet for os, og kvinderne vil ikke mere!

Temperamenterne kunne komme i kog når tærskelen for tålmodighed og selvkontrol blev overskredet. Derfor var de der blev tilbage i skibsbyggerhåndværket rolige og besindige typer af mandfolk med et højt niveau af selvironi, energi og håndværk. Skibsbyggernes forgængerne såvel, som disse folk havde en sans for værdier i UDSYN, FLID, MOD, LEDERSKAB og OFFERVILJE!

Søsætningen den 14. juni 2016 blev en usædvanlig smuk begivenhed, som ingen af os,der deltog i skibsbygningen, glemmer. Især den klump vi fik i halsen, da kølen nåede vandet og der kom en lyd af knækkende brædder. Heldigvis var det et bræt under Ladbydragen der knækkede.

sstn3

Nu ligger Ladbydragen så der ved pontonbroen og smiler udfordrende til vi aldrende skibsbyggere. Jovist, vi kommer på sejl med dragen i Kertinge Nor i 2017 og vel senere ud i det åbne bælthav, hvor Ladbydragen tidligere har opereret for at holde sammen på vort land. Først skal Langebro dog fjernes eller tilføjes en klap, så der rettes op på de forsømmelige fortrædeligheder, som Kerteminde Byting har vist siden år 1659, og som nu forstærkes ved de udlagte støjende brosten, der er til stor gene og forargelse for borgerskabet. Jovist, byrådet kan slå to fluer i et smæk, hvis de vil!

Vi kan evt. skaffe to drejelige hjulaksler, at spænde under Ladbydragen og køre den op, ned og rundt om forhindringer igennem byen med optog en lørdag og derud, hvor vi ønsker skibet, og som tidligere udtænkt. Alternativt må vi skaffe en pose dynamit til broen!

Go to top