Status på byggeriet af Ladbyskibet 2015.

Af Ole Kjær Olsen.

Som det vil være de fleste bekendt, blev det ikke i 2015, skibet blev færdigt til søsætning; men pinselørdag 2016 SKAL det være færdigt. Det ligger helt fast.

I år er skibets sidste bordgang – nr. 8 - monteret. Denne øverste bordgang er på flere måder speciel. Dels er den udført af asketræ, som den eneste, dels er den udført med 16 årehuller i hver side, ligesom den er forarbejdet med overkant i dobbelt planketykkelse. Det er i øvrigt den 8. bordgang, man længe overså som en del af skibets konstruktion, fordi den ikke indeholder jerndele, som jo nærmest var det eneste, man fandt ved udgravningen i trediverne. De 4 oplængere i hver side er eneste afstivning af 8. bordgang og forbindelsesled til 7. bordgang.

Oplaengere

En af de fire oplængere som styrer den øverste bordgang.

Årehullerne vil ved sejlføring blive lukket med dækpropper, specielt udskåret til hvert hul for sig og forsynet med vrider og sikkerhedsline.

I sommerens løb er der fremstillet og monteret mastefisk med tilhørende låg og mastehul i kølsvinet.

Mastefisken skal primært danne styring for masten, når den rejses eller lægges ned. Dens særegne facon er – som så meget andet – hentet fra andre skibsfund, men giver god mening.

 

Mastefisk

Mastefisken ilagt

I begge ender er der tildannet og monteret bovbånd, skot, fortøjningspullerter og ophøjede dækfelter, alle udført med pynteriller og anden dekoration.

  

Ophoejet-daeksfelt

Ophøjet dæksfelt i stævnen med bovbånd

Disse emner er alle tildannet skibets specielle form og plankeoverlæg og med finish efter øvet øjemål.

Roret og rorvorten med tilhørende detaljer er stadig under udførelse og kræver flere overvejelser undervejs.

 

Niels med roret

Niels med roret

 Det vil medvirke til indtrykket af et færdigt skib og vise, hvad der er for og agter på fartøjet.

Som noget helt centralt er alle årer nu færdige og foreviget på imponerende vis som et levende sildeben.

Ladbyskib med årer 3

Årene i sildebensmønster

I skrivende stund er der nu forberedelse af diverse fittings – f.eks. støtter til beidås, klamper til fald og hal m.m. Over vinteren vil der blive udført forskelligt tilbehør, rigning og tilpasninger i forbindelse med bæringer til mast og rå samt spontant opståede behov.