Bundstokke i Ladbyskibet.

Af Ole Kjær Olsen.

Bundstokken er det afstivende element, som er placeret i skibets moduler á ca. 91 cm, som er afstanden mellem tofterne, og dermed giver afstanden mellem roerne. Der er i alt 16 rotofter og dermed 16 egentlige bundstokke samt et par ekstra i hver ende, mere eller mindre specielt tildannet.

Bundstokkene spænder i ét stykke fra side til side fra og med 4. bord. De er udført i så lille højde som muligt under hensyntagen til nødvendig styrke og er derfor fremstillet af formgroet egetræ, med åreretning nøje afpasset efter skibsbundens facon det pågældende sted. Bundstokkenes bredde er ligeledes tilpasset styrkekravet, varierende fra 8,5-11 cm.

Formgivning-af-bundstok

Formgivning af en bundstok til tofterne.

Bundstokken er færdigmonteret og tjæret.

Det rå stykke krumvoksede træ til en af bundstokkene i enderne.

Bundstokken er færdig.

På grund af udnyttelse af styrken i træet er bundstokkene ikke nødvendigvis retlinet på tværs af skibet, men kan sno sig nogle cm til hver side for midten.

Bundstokken-er-bredest

Bundstokken er bredest og lavest i enderne og tyndest og højest på midten over kølen.

Bundstokkene er ca. 6 cm høje på de svageste steder og op mod 15-18 cm midt i skibet, over kølen. Oversiden er svagt hvælvet – ca. 0,5 cm, og undersiden tilpasses mod bordplankerne og smøres med trætjære inden montering.

Fastgørelsen udføres til de to nederste bord i hver side med runde piletræsnagler i 2,5 cm tykkelse. Naglerne tildannes med et hoved udvendigt, ca. 3,5 cm i diameter konisk tildannet mod nagleskaftet og kiles indvendigt med egekiler, som derved udvider naglen med 1 cm på tværs af skibet – langs bundstokken.

Pilenaglen-tilpasses

Pilenaglen tilpasses præcist til hvert enkelt hul, så den slutter tæt og ikke tillader indtrængen af vand.

Slutter tæt og ikke tillader indtrængen af vand

Bord nr. 3 og 4 fastsømmes med jernspiger udefra til bundstokken. Spigerne afklippes først i nøjagtig længde, så de – på nær 0,5 cm – når gennem bundstokken og giver maksimalt fæste. Der er ingen fastgørelser til kølen.

Alle bundstokke forsynes med 8 spygatter – gennemløbshuller – så vand uhindret kan løbe fra bundstok til bundstok langs bordplankerne. Spygatterne er 2,5 cm brede.

Spygatter

Detalje af 3 spygatter.

På overkanterne af bundstokkene skrabes pynteriller, som giver et smukt og let udtryk på de ellers lidt massive træstykker. At al pynten senere bliver dækket af ballaststen og dørkbrædder har man i vikingetiden ikke ladet være nogen hindring for en elegant finish.