At smede et Ladbyanker.

                 

Efteråret 2012. Jovist! Dette, at smede et Ladbyanker ville vi smede på skibsbyggepladsen i Ladby da gerne.

Egentlig var der ingen der spurgte, men det lå ligesom i luften, da vi nu var på vej med at bygge et nyt Ladbyskib, og det skulle vel også have et anker.

Vi, der følte os udfordret af opgaven, var smedene, som havde arbejdet på åben mark ved Ladby i al slags vejr og haft et særdeles fornøjeligt samarbejde med øksesvingerne, som havde formet trædelene til det smukke skib, Gokstadjollen, senere døbt ”Gokke”.

Efter nogen tid med samarbejde omkring Gokke, blev vi ved Vikingemuseet Ladbys energiske indsats anerkendt af finanskredse og Augustinus fonden stillede i udsigt, at vi kunne støttes med kr. 4,8 mio., hvis vi kunne skabe et nyt Ladbyskib præcist, som vikingerne havde bygget det.

Bravo, sådan skulle det netop være, - syntes vi!

Vi var nogle frivillige og aktive på byggepladsen der syntes, at det ikke kunne lade sig gøre, at bygge et Ladbyskib, da vi ikke havde trælle mere og, at nutidens kvinder ikke ville arbejde for os med hvad som helst, men meget hellere styre vi mænds aktiviteter!

Ledelsen på museet og byggepladsen var vi smede nu særdeles tilfredse med, så hvorfor skulle vi ikke smede et anker, også ved siden af de andre smedeopgaver, der var med skibet?

Nu skulle vi fremad, som det nu kunne køre med frivillighed og talenter.

Jovist, begge egenskaber var til stede, men de skulle forliges med ledelsen på byggepladsen og med sig selv. Det sidste var svært en vis periode, men så kørte opgaven, - og vi ville altså smede det anker!

Talenterne med erfaring udi smedekunst der mødtes om onsdagen var: Kurt Søegaard, Johannes Gommesen, Gunnar Buchholdt Hansen, Kaj Poulsen, Poul Kingo Pedersen, Erling Krog Rasmussen og Rasmus Budde.

Ib Rasmussen og Bo Lindell gav også lejlighedsvis en hånd med under smedningen

Alle ret voksne folk, der havde gået i folkeskole i 7 år på mindst halv tid, nogle havde et rigtigt smedesvendebrev og endda en videregående højere teknisk uddannelse, som værkfører, maskinmester og ingeniører.

Jovist, talenterne var til stede, og nu ville tiden så vise, om evnerne slog til. Alle havde bevist, at de kunne stå på egne ben til pensionsalderen og endda slå fra sig om nødvendigt.

Nogle af aktørerne i ankersmedning, som var vokset op i en smedie og havde lært faget, var skeptiske, da der var mange forskellige metoder der muligvis kunne anvendes.

At opgaven ville blive problematisk og ”ukristelig” fra starten, var alle vel enige om lå i sagens natur.

Tidligt tillærte bandeord kom da også senere for dagen, når jernet nu var varmt, og der skulle smedes her og nu, - og ikke diskuteres!

Det førte til, at vi aftalte enighed om, hvad der skulle formes, hvordan og af hvem inden opvarmning af ankeret påbegyndtes. Den naturlige ledelse fandt sin vej og, hvis den mislykkedes var der drøje hug til rådgiverne.

 

Optakten.

Midt i en fyrig diskussion om, hvordan ankeret i skibet var smedet og de mange forskellige meninger, som var optegnet af forskellige specialister inden for arkæologi siden 1935 kom museets inspektør, Mette, os til hjælp, da hun spurgte os, om vi ikke kunne tænke os at møde skibets arkivar Peter Henrichsen. Det var et klogt forslag, og sådan blev det til, at Peter Henrichsen ankom til skibsgraven og Kurt, Gunnar, Rasmus og Kingo med ham fandt sig selv svært optaget af at optegne og nærfotografere ankeret, som det virkelig var, men mest af alt drøfte på stedet, hvordan det var blevet udformet.

Vi smede var svært enige om, at ankeret var smedet ud af eet stykke jern, og det vurderes ud fra de metoder, vi kendte til og, hvorledes man kunne opnå de aktuelle godstykkelser forskellige steder på ankeret. Vi afsluttede mødet med en fast og enig beslutning om det, vi nu ville gøre.

Ankeret skulle smedes ved at splitte et råemne op til en form lignende et Y. Herefter skulle der stukkes (gøres tykkere) ved slag med forhammer fra henholdsvis læg og fra arme til der var tilstrækkelig materiale i kronen. Herefter skulle kronen, som ville være det sværeste at forme, smedes. Dernæst armene og til slut læggen. Tabte vi i smedning af kronen var jernet og indsatsen tabt og alt forbandet.

Smedene blev overvejende enige om, at grundmaterialet kunne være 40 x 120.

Kingo skulle skaffe jern og kontaktede fynske jernhandlere. Herunder havde han kontakt til Nyborg Jernhandel, der endog sælger skrot. Hr. Jesper på jernhandlen mente, at han kunne skaffe et stykke 40 mm. plade af interessant art og, at der kunne blive ca. 110 kg. Kingo spurgte, om vi var så heldige, at pladestumpen stammede fra ophug af Den kongelige danske Krigsmarine, hvortil Jesper svarede, at det kunne han ikke med sikkerhed benægte, og med det svar var smedene særdeles tilfredse, da Ladbyskibet jo er et krigsfartøj. Nu kunne tro erstatte vore ønsker.

Jernet blev kørt til Kissendrup Smedie for at blive laserskåret til et råemne på ca. 43 kg, der passede bedst muligt for smedning. Restmaterialet lod vi ligge i Kissendrup, da vi i værste tilfælde ville brokke det første råemne og, så kunne vi jo rekvirere endnu et råemne. Desværre skulle det ekstra jern gå tabt, da Kissendrup Smedie gik i betalingsstandsning kort efter vort besøg, men vi fik dog vort råemne.

Denne digitale tegning fik vi fremstillet af Kirsten

Kjær Lund hos GEA Mullerup i Ullerslev efter at Kingos kridtstreger på jernet var blevet afvist af en ung ingeniør ved Kissendrup Smedie, med kommentaren: ”Sådan spiller klaveret ikke længere”!

Råemnet blev hentet til smedien i Ladby, og nu skulle den egentlige smedning begynde.

Gunnar, Johannes og Kingo havde smedet hver sin model i halv størrelse for at se, om det var muligt at forme jernet, så det flød derhen, hvor vi havde set det være på det originale anker.

Hertil havde John Sørensen tilføjet sit talent, da han havde fået vore notater fra skibsgraven og nu lavede han en fin digital tegning af Ladbyankeret og det skulle nu være vor korrekte rettesnor.

Vi konstaterer også, at der er ret svære uoverensstemmelser mellem de tegninger der foreligger i forskellig litteratur. De aktive smede i denne sag kan forsikre med hammer og tang, at John Sørensens tegning beskriver den sande form!

Smedene tog sammen en tur til Vikingemuseet i Roskilde for at se på et Ladbyanker, som museet der havde ladet fremstille hos en lokal smed. Det var flot, men det var dog elektrosvejst og slebet rigtig fint og, det var ikke det vi ville.

Vort anker skulle formes med de værktøjer, som vikingerne brugte d.v.s. hammer, ambolt, sætjern og stokjern. Essen, vi brugte havde

dog en elektrisk drevet blæser og kullene var af fossil art (smedekul), men vi havde, som sagt, ikke trælle til arbejdet.

Smedningen af ankeret.

Onsdag den 20. februar 2013 kommer op, råemnet er klar og smedekul leveret. Spændingen stiger, da vi lægger råemnet ind i essen første gang.

Der er 4 smede til stede, 2 der slår med forhammer, én der holder emnet og én der dirigerer efter aftalt plan.

Først flækkes råemnet, og det går nemt, da emnet er laserskåret ca. 370 mm ind i midten af jernet fra den ene ende. Armene slås ud til råemnet er i T form og nu går det løs med at varme og stukke dels fra læggen og senere fra armene indtil materialemængden er passende i kronen.

Der går mindst 4 onsdage med dette i spænding. Der svedes og tæskes løs også nogle gange, hvor jernet ikke er tilstrækkelig varmt.

På et tidspunkt er der tilløb til panik, da vi ser en revne, ca. 10 mm. dyb i begge rundinger mellem stilk og arme, netop på det kritiske sted, som vi havde kæmpet for at få tilstrækkelig materiale ført hen til.

Der blev ikke grædt, men bandet ukristeligt indtil gemytterne var stabiliseret og foto fra besøget i skibsgraven var fundet frem.

Hurra! Der var en revne i det originale anker netop på samme sted, kunne vi se på et af de foto, som vi havde optaget i skibsgraven. Egentlig var det også et tegn på, at vi havde fat i den rigtige metode, da jernet stort set var på plads i kronen. Revnen kunne vi lukke, som vikingesmedene sikkert havde gjort ved smedning, men vi kunne ikke holde ud at høre på irriterende spørgsmål fra tilskuere til smedningen, så vi lukkede revnen med en klat elektrosvejsning og kronen var klar.

Midt i diskussionen om årsag og virkning til revnerne ankommer Kurt og Kingos gode bekendt, Beth Holmberg, fra San Diego i USA. Hun har tidligere smedet nagler til Gokstadjollen og er ret erfaren i formning af gloende jern. Hun virker professionelt både som geolog og ”blacksmith” i San Diego, og hun giver os ret i vore tanker om revnerne.

Under udformningen af kronen bestemmer vi, at et anker er hunkøn, som et skib, hvilket formen på et tidspunkt udtrykker ret klart.

<< REVNE

Kurt og Kaj er aktører ved udsmedning af den første arm og den bliver rigtig smuk og materialet passer præcist. Kaj og Kingo former den anden arm, som nu skal ligne den første og det lykkes også, dog ikke uden lidt afhug.

Johannes, Gunnar og Erling er også iltre aktører med forhammer, men det er førstnævnte personer der dirigerer med hammer og tilråb på skift.

Vi kommer til læggen, og den skal smedes ned fra dimensionen 40 x 80 mm til ca. 32 x 60 mm. Det kræver også smedekul, sved og muskelkraft.

Da vi når til slutningen af november 2013 er ankeret stort set smedet færdig.

Der skal pudses lidt med smedehammer, to ringe skal monteres i enderne og så skal hele ankeret varmes op til ca. 300 grader Celsius og bejses med trætjære.

Kampen med ankeret tog ca. 8 måneder fra råemne til færdigsmedet anker, hvor der blev arbejdet hver onsdag formiddag i ca. 3 timer med 3 - 4 mand, altså ca. 300 mandtimer.

Kulforbruget var vel ca. en halv palle, som udgør en værdi på ca. kr. 3500, leveret ved smedien.

Epilog.

Det har hertil været en fantastisk oplevelse, at tage del i at skabe en kopi af det oprindelige Ladbyanker ved brug af samme teknik, som vikingerne beherskede. Der var mange situationer, hvor smedene kunne tabe, men det gik faktisk forrygende godt, dog ikke uden uheld, diskussioner og svære overvejelser.

Store Bo fra trægruppen vinkes til ambolten en dag, hvor der skal slås ekstra kraftigt til sammen med Johannes. Kurt styrer ankeret.

På et tidspunkt falder ankeret udenfor ambolten og et skarpt hjørne af ankeret lander med næsten hele ankerets vægt på Bo’s ene fod. Bo gav et hop og sprang om bag smedien, hvor han rev gummiskoen af. Det så ikke godt ud. Tåen ved siden af storetåen var smadret og blodet sprøjtede ud af Bo. Kingo kiggede foruroliget på skaden, da der vel var grænser for, hvor meget blod der mon var i store Bo, og han alarmerede straks fritidsnaglesmeden Peer Schrøder, som var pensioneret læge til at bese skaden. Peer lagde roligt hænderne på ryggen, kiggede ud over Ladbymarken og sagde: ”Den skal vaskes! – brug rigeligt med sæbevandevand”!

Bo satte sig i bilen og kørte hjem, fandt fad, sæbevand og gazebind frem, og så var han kureret. Bo fik herefter fine nye sko, og se, - det var rigtige sikkerhedssko!

Flere gange har vi spurgt os selv ”gad vide, hvad vikingesmedene har talt om og tænkt, da de var lige så langt, som vi var med ankeret”.

Vist røg der mange ”finker af panden” under processen, men dette, at vi gennemførte og er glade for resultatet gav os et højt niveau af oplevelse og megen fornøjelse. Nogle gange med udbrud i lystig sang og høje udråb, som nu engang hører smede til, når jernet er varmt og der skal smedes.

Smedene herover er, fra venstre: Kingo, Johannes, Erling, Kurt, Rasmus og Kaj. Fotoet er taget den 20. nov. 2013. Rasmus er byggevejleder på Ladbyskibet.

http://www.fyens.dk/article/2264734:Kerteminde--Se-Ladbyskibets-anker-blive-til">http://www.fyens.dk/article/2264734:Kerteminde--Se-Ladbyskibets-anker-blive-til

Kerteminde den 20. november 2013.

Poul Kingo Pedersen

Go to Top